Helt fra Svenskekrigene har der ved Humlebækkens udløb i Øresund været en mindre naturhavn og opslæbningsted for mindre både. Hans Rostgaard, ridefoged på Krogerup, var efter anslaget mod Kronborg eftersøgt af svenskerne, og han undslap til København, med en fiskejolle fra Humlebækken.
De urolige år efter 1807, hvor Danmark mistede sin flåde, og kaperfartøjerne lå på lur langs de danske kyster for at opsnappe fjentligsindede magters handelsskibe, opstod tanken om at anlægge en havn ved Humlebækken.
Farvandet mellem Helsingør og København var dengang en vigtig skueplads for kapervirksomheden, og derfor af ikke ringe betydning som udfaldssted og smuthul for kanonbåde og kaperfartøjer. En medvirkende årsag var også, at der allerede var opsat kanonbatterier både nord og syd for havnen, der kunne sikre havnen.
Den 4. januar 1810 beslutter Kong Frederik VI allernådigst, at ”Et Havne Anlæg nær Humlebæk udi Kraagerups Marker skal udføres for 10 Fods dybgaaende Fartøier”.
I foråret 1810 tages der fat på arbejdet under ledelse af Oberstløjtnant Diedrich Adolph Recke og ved udtagning af de udkommanderede 350 soldater samt officerer blev der lagt vægt på, at der var erfarne huggere, hjulmænd, tømmermænd, murere, kampestensslagere og grøftegravere. Desuden blev der indforskrevet 50 almindelige håndværkere.
Af udstyr blev der indkøbt 200 hjulbøre, spader, hakker, brækstænger m.v.
Træet, der blev benyttet, leveredes fra Nordsjællands skovdistrikter, hovedsaglig fra Gribskov, Sørup og Nødeboholt, og meget blev fragtet søværts fra Esrum Sø via Kanalen til Dronningemølle og videre til Humlebæk Havn.
De store flade granitsten, der også blev anvendt til kajbyggeriet blev leveret af 15 fiskere fra Hornbæk, Gilleleje, Helsingør og 7 fra Humlebæk.
Havnebyggeriet fortsætter de følgende år, dog med forsinkelser grundet i manglende bevillinger, men molerne erklæres færdige 26. oktober 1815.
Forinden færdiggørelsen er havnen blevet flittigt anvendt af kanon- og kaperbåde, fiskere og udskibning af brænde samt tørv til København.
Med årene bliver det fiskerne og den komercielle trafik, der udgør hovedaktiviteten, og omkring 1840 bliver havnen nu anløbet af Helsingørs Dampskibs Interessentselskabs hjuldamper ”Hamlet”, der sejlede rutefart mellem Helsingør og København.
Den søværts transport stoppede i slutningen af 1880 tallet, da den blev udkonkureret af den nye kystbane.
Indtil midten af det 19 århundrede var det fiskeriet, der var havnens væsenligste indtægtskilde, herefter er fiskeriet gradvis aftaget, og i dag er der kun 1 fisker tilbage, resten af de godt 100 bådpladser i havnen optages af lystfartøjer og fritidsfiskere. Herudover kommer der mange gæstesejlere i sommermånederne.
Humlebæk fremstod (før Bodil) jvf. ovenstående som en ren og historisk havn uden kommercielle aktiviteter på nær en erhvervsfisker og det gamle bådeværft, der gennem mange generationer har ligget på havnen. Havnen har rødder tilbage i dansk søfartshistorie.
Sådan ønsker vi havnen fortsat bevaret, da vi mener det er vigtigt også af hensyn til dansk søfarts historie at bevare levende symboler fra historien. Vigtigheden af dette fik vi bekræftet i 2010, da havnen havde 200 års jubilæum. På jubilæet fik besøgende via information og underholdning indsigt i havnens betydning og indflydelse på dansk søfarts historie. Jubilæet tiltrak flere end 5000 interesserede danskere, og vi har efter jubilæet kunne konstatere en større søgning af besøgende til havnen.